Tid, Opmærksomhed & Nærvær

Jeg fik en gave af en veninde, et fint glas ophæng hvor på der stod;

”Den bedste gave, du kan give en anden  -  er din udelte opmærksomhed”

Gaven fik jeg på baggrund af en snak som vi havde for et par måneder siden, en snak om at give opmærksomhed og tid til hinanden, fordi vi begge føler at man i dag mere sidder på de sociale medier, også når man er sammen fysisk, end at man er til stede, her og nu med hinanden.

For mig førte vores snak til at det dyrebareste vi kan give et andet menneske er vores tid OG vores opmærksomhed.

Tid fordi det et valg, en prioritering, at sige; lige nu vælger jeg at bruge min tid med dig, den time/de timer, som ikke kommer igen, som jeg ikke kan gentage, som jeg ikke kan hente eller indhente, dem ønsker jeg at bruge med dig og give til dig.

Opmærksomhed, den fulde opmærksomhed, fordi vi i dag glemmer lidt at kigge hinanden i øjnene og lytte til det der bliver sagt, vi glemmer nogen gange at spørge, eller at lytte til det svar der kommer på det spørgsmål vi stillede, ofte fordi vi liiiiige skal tjekke hvem der er hvor og hvad de laver, på de sociale medier, eller fordi vi har mistet evnen og lysten til at være til stede og være opmærksom, lige her og nu, da det ”derude”, på de sociale medier er vigtigere.

Snakken med min veninde, har fået mig til at have fokus på hvornår jeg selv er til stede og hvad det er jeg giver udtryk for, hvis eller når, jeg vælger at sidde med min telefon, frem for at være nærværende, have opmærksomhed og give tid til den eller de mennesker jeg er sammen med. Jeg har fået fokus på hvor meget jeg udstråler ligegyldighed over for den eller de mennesker jeg er sammen med, når jeg vælger telefonen, de sociale medier, frem for nærvær, opmærksomhed og tilstedeværelse. En ligegyldighed overfor deres tid, men også overfor min egen tid.

Jeg vælger nu bevidst at lade min telefon og de sociale medier blive i tasken, når jeg er sammen med andre.

Jeg vælger at give den eller de personer jeg er sammen med min fulde opmærksomhed, mit nærvær og min udelte tid.

Jeg vælger at den eller de personer jeg er sammen med IKKE er ligegyldige, at de lige nu og her får det dyrebareste jeg kan give dem, min tid, min opmærksomhed, mit nærvær.

For mig er min tid det dyrebareste jeg kan give ......